Jeg skal passe på ikke at blive superramt af supercyklister

Cykelgader er i bund og grund en god idé, hvis det ikke var for cyklisterne, der som missiler både råber, ringer og til tider banker på taget af bilerne, mens fodgængere føler sig som jaget vildt.
I høj hastighed kommer cyklerne susende igennem Mejlgade, hvor man virkelig skal kigge sig for både som bilist og som fodgænger. Forleden indviede Aarhus Kommune en række ”cykelgader” i midtbyen, hvor man så altså også skal til at være mere agtpågivende over for de tohjulede mis siler. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen
I høj hastighed kommer cyklerne susende igennem Mejlgade, hvor man virkelig skal kigge sig for både som bilist og som fodgænger. Forleden indviede Aarhus Kommune en række ”cykelgader” i midtbyen, hvor man så altså også skal til at være mere agtpågivende over for de tohjulede mis siler.

En fredelig formiddag efter rushhour. “Cykelgade” i Latinerkvarteret.

Sidst jeg ytrede mig her på den lokale talerstol, stillede jeg spørgsmål og undrede mig over begrebet cykelring og især over effekten af Mejlgade som cykelring.

Et virvar og kaos især i morgentimerne mellem 7.30 og 10, og igen fra 16.30 til 19, hvor cyklisterne som en anden romer har tilkæmpet sig magten over gaden. Dygtigt, strategisk og egoistisk var vistnok min pointe, meget modsat vores rådmand.

»Flere cyklister skaber mindre trængsel på vejene, et godt byliv, renere luft og sundere og gladere aarhusianere,« har rådmand Kristian Würtz sagt om projekt cykelring.

Når nogen tager noget over, vil det også per definition skabe undertryk et andet sted i systemet. Jeg er formentlig ikke den eneste, der føler sig som jaget vildt på visse tidspunkter af dagen. Om det er på gåben, eller hvis jeg en sjælden gang har behov for at levere varer med bil i Mejlgade, så føler jeg mig virkelig sat til vægs. Cyklende missiler som både råber, ringer og til tider banker på taget af bilen. Kan det være rigtigt? Blot en kort opsummering af mit seneste indlæg, for jeg er nødt til at fortsætte og bringe emnet på banen igen, nu hvor store dele af den indre by er omdannet til en cykelring.

Hvad jeg ikke havde opfattet, da jeg skrev seneste indlæg, var, at dette uhyre har bredt sig, og at store dele af den indre kerne omdannes til en cykelring. Jeg havde ikke nogen idé om, at man kunne finde på at give monsteret cykelgade flere arme og ben, men nu er det virkelighed.

Jeg mener i bund og grund, at en cykelgade, nu udvidet til en cykelring, er en god idé. Problemet er desværre cyklisterne selv. De opfører sig i “rush hour”, som om hovedet har mistet evnen til at tænke fornuft, når cykelhjelmen bliver klemt ned over hjernen. Nu har jeg været inde at tjekke projektet op på kommunens hjemmeside og er blevet meget klogere. Stadig med en hovedrysten, når man i den inderste kerne af byens små gamle gader lader cyklerne overtage magten.

Cyklisterne opfører sig i “rush hour”, som om hovedet har mistet evnen til at tænke fornuft, når cykelhjelmen bliver klemt ned over hjernen.

Det kan godt være, at tingene er ude af kontrol i Mejlgades ”rush hour”. At Graven og Klostergade nu står for skud som en vigtig del af cykelringen, er jo absurd. Graven og begyndelsen af Klostergade har måske noget af byens bedste stemning, liv og det fineste bohemeliv, kulminerende i krydset Volden, Badstuegade, Graven, Studsgade og Borggade. Noget, vi virkelig kan være stolte af i Aarhus. Her slentrer lokale og turister i fin forening. Visse steder er der ikke fortov, og andre steder er fortovene så smalle, at man på ingen måde kan gå med en barnevogn. Det har en charme og en autenticitet, som man i dag ikke kan købe sig til. Det store spørgsmål er så: Hvor skal man gå? Ja, på cykelgaden, naturligvis.

Kunne det tænkes, at rådmanden på området ikke frekventerer området så ofte? Så hermed en invitation til en god kop morgenkaffe på en kantsten i Mejlgade. Her vil jeg gerne tage Kristian Würtz med på en tur for at se resultatet af beslutningerne. Det kan jo være, at der skal justeres og tilpasses, så alle kan få glæde af byens mest autentiske kvarter.

I København har man tilsyneladende heller ikke tænkt handling og konsekvens. Resultatet er samme diagnose for cyklisterne. De kører med hovedet under armen og skaber utryghed i morgen- og aftentimerne.

Jeg fandt en klumme af Sebastian Dorset, som i København havde samme udfordring, en dag han var ude at gå med datteren. Hans refleksion lød sådan her:

»Så det er mit job at sørge for, at vi kommer over en af de dobbeltrettede ”supercykelstier” uden at blive superramt af supercyklisterne.«

Tak for den, Sebastian. Frustration – nøjagtig som vi har det i Aarhus. Superramt af supercyklister. Det er lige netop det, der ikke blev tænkt over i et ellers sympatisk projekt.

En cykelring har ikke bare i Aarhus skabt monstre. Der er måske erfaringer, der kan udveksles mellem kommuner, der har lavet cykelringe, så der kan justeres i stedet for blot at lade stå til, med stor frustration til følge.

About Michael Larsen

Gastronomisk nørd med vin og mad på hjernen. Har gennem de seneste 15 år arbejdet med gastronomi og Vin. Har dybe rødder i de italienske vinmarker hos de passionerede vinbønder. Har en udpræget trang til at udtykke mig, hvilket sker på bloggen "Jagten på den gode smag" her på siden. Skriver også for mad og livsstilmagasiner. Nyder at formidle gastronomi og vin. Kommunikationen er også vigtig når jeg laver teambuilding med virksomheder og private. At "lege" med mad, skabe nye opskrifter og retter gør mig glad. Derfor bruger jeg også tid på udvikling for fødevarevirksomheder og branchen. Rejser ofte i den gode smags tjeneste og nyder at dykke ned der hvor en råvare eller et produkt har sin oprindelse. Er nysgerrig og formidler budskabet ud til andre her på Gastro & Vinos blog "Jagten på den gode smag".
No comments yet.

Skriv et svar